Handelsskolen København Nord udvider det globale samarbejde

alt

Oliver Kronil (tv) 3.A - Lyngby: - Det er en god skole med gode lærere, og så bor jeg hos en flink famile som snakker meget.

 

I denne uge sidder 49 elever fra hhx-afdelingerne i Hillerød og Lyngby på skolebænken i Skotland. De kan glæde sig over at være de første elever, som er en del af en ny uddannelsesaftale.

På skolebænken i Skotland

Handelsskolen har netop indgået en samarbejdsaftale med Edinburgh School of English. En aftale der glæder rektor for hhx for Knord, Ivar Ørnby.

- Aftalen er en klar styrkelse af vore international strategi. Engelsk er jo det førende forretningssprog, og alle hhx-elever har engelsk på a- niveau. Derfor mente vi, det var naturligt at finde en udenlandsk samarbejdspartner, der kan være med til at udvikle elevernes sproglige kompetencer yderligere.

Eleverne ankom til Skotland i mandags og skal i løbet af ugen have intensiv engelskundervisning på forskellige niveauer. Hvert hold er på 10 elever – noget der sikrer en tæt kontakt til læreren og er med til at intensivere undervisningen for den enkelte elev.

Udover sprogundervisningen har eleverne også  de velkendte skoletimer. Om eftermiddagen har de deres danske fag med de lærere, der er rejst med til Skotland, således at eleverne ikke går glip af den normale undervisning.

Når elevernes skoledag slutter er der både om eftermiddagen og aftenen sociale aktiviteter på programmet. Det kan f.eks. være foredrag om whisky, og samtidig er alle elever indkvarteret privat hos skotske familier, så de på den måde også får mulighed for at smage lidt på den skotske hverdag.

alt

Patrick Petersen 3.A - Lyngby:  - Lærerne har en god humor. Vi lærer at tale engelsk med større selvtillid, og så er indkvarteringen rigtig fed!

Mindre byer er den fordel

I Edinburgh bor der omkring en halv million mennesker, og at valget falder på en by i denne størrelse er ikke nogen tilfældighed, fortæller Ivar Ørby.

 - Fra vores spansktalende elever har vi gode erfaringer med studieophold i Salamanca, og generelt har vi gode erfaringer med mindre byer. I en by som Edinburgh bruger man mindre tid på transport og alt det logistiske, og derfor er det nemmere og hurtigere for eleverne at integrere sig i den lokale hverdag.

Handelsskolen København Nord regner med at sende flere internationale sprogklasser til Edinburgh i fremtiden og overvejer at udvide opholdet til 2 eller 3 uger, som en integreret del af uddannelsen til hhx-eksamen.

alt

Mathias Thy 3. A - Lyngby: - Det hele er meget godt, og man får en anden vinkel på sproget, når det er indfødte lærere, der står for undervisningen".