Franskundervisning på tværs af alder

alt

Der fnises i krogene. Grines lidt rundt omkring. Oppe foran tavlen står en gruppe af elever lidt generte klar til at fremlægge.

- Je m'appelle Clara, je m'appelle Jens, lyder det fra de to første fremlæggere fra gruppe 9.

I rummet omkring dem sidder 12 andre grupper med fransktalende elever. Gruppen er i gang med at afslutte en dag, hvor tre franskhold fra Virum Skoles har haft undervisning på Handelsgymnasiet i Lyngby sammen med et franskhold fra hhx. Sammen skulle de lære fransk ved hjælp af videoer.

To minutter om byen

Dagens opgave lød på at lave en to minutters markedsføringsvideo, der skulle reklamere for en lokal attraktion i Lyngby-Tårbæk Kommune for en fransktalende målgruppe.

Philippe Soupault team-koordinator fra hhx er en af arkitekterne bag denne dag, og han forklarer baggrunden for den alternative undervisningsform.

- Hele idéen med sådan en dag, hvor eleverne laver film, er at få dem til at slappe mere af, når de øver sproget. Når de optager deres tekster, har de jo mulighed for at tage den om igen, hvis de ikke synes det lyder rigtigt.

Fransk på en ny måde

Mens rammerne er bestemt på forhånd – en video med fransk tale og danske undertekster – er emnevalget frit og eleverne kommer da også vidt omkring.  Frilandsmuseet, Rådvad, Furesø, Dyrehaven og Sofienholm er blot et par af emnerne.

- Vi har helt klart lært mere fransk. Og så har vi fået en masse hjælp, lyder det fra Jens Larsen, som er en folkeskoleeleverne fra gruppe 9 og Mathias fra samme gruppe tilføjer.

- Og så er det meget sjovere end bare at stå med en planche. Det er fedt at arbejde på en alternativ måde i forhold til, hvad vi gør til hverdag.

Vindervideoen findes over nettet

En af de tre lærere fra Virum skole, Lise Olrik er lige som eleverne godt tilfreds med dagens indhold.

- Vi havde forberedt os godt og øvet på ordvalget. Det her er en god måde for eleverne at opleve, at de kan bruge sprogundervisningen til noget konkret. Derudover lærer de også en masse af at komme her til et nyt sted uden mor og far og af at skulle samarbejde med andre og ældre elever fra andre uddannelser.

Videoerne bliver alle uploadet til internettet, hvor eleverne kan se dem, og efterfølgende finder de via en afstemning frem til vinderen. Det er dog ikke alle videoer, der bliver færdige denne dag, så vinderen findes først i næste uge.