Billige lejligheder til nye studerende

Er du på jagt efter et nyt sted at bo efter sommerferien? Hvis du har søgt om optagelse på Erhvervsakademiet på København Nord, kan vi måske hjælpe dig med at finde en ny lejlighed. 

Erhvervsakademiet på København Nord har indgået en aftale med Lyngby Taarbæk Kommune om udlejning af et antal lejligheder til en ganske rimelig husleje i Eremitageparken. Lejlighederne ligger 10 minutters gang fra København Nord og er mellem 42 - 50 m2 fordelt på 1 eller 2 værelser. Derudover har de alle en altan eller et lille stykke have. Lejlighederne er umøblerede og lejes ud for 2 år.

Huslejen ligger mellem ca. 3.500 og 4.000 kr pr måned inkl. à conto varme og antennebidrag. Der skal betales et depositum ved indflytning svarende til tre måneders husleje. Den studerende kan være berettiget til at søge boligsikring, hvorved huslejen kan nedbringes.

Det er en forudsætning, at du bliver optaget på en af vores uddannelser - og samtidig er der førsteret til lejlighederne, hvis du søger en af vores internationale uddannelser eller kommer fra en anden landsdel. Ansøgningsblanket Eremitageparken kan downloades og vedlægges din ansøgning, når du søger om optagelse.

Eremitageparken ligger tæt på Erhvervsakademiet København Nord. Du kan se et kort her
http://findvej.dk/eremitageparken;trong%C3%A5rdsvej