Lederpris til studerende

 

LederprisFra venstre ses bestyrelsesmedlem Linda Bølling fra Lederne København Nord, prisvinderne Per Heinig, Serine Leth Larsen og Majbritt Olsen, kursuschef Annette Hjort fra Erhvervsakademiet på København Nord og formand Karin Hammerum, Lederne København Nord.

Fem studerende fra Den Grundlæggende Lederuddannelse på København Nord i Lyngby er netop blevet tildelt en lederpris for den bedste tværgående opgave – en opgave, de har arbejdet med siden begyndelsen af uddannelsen.

Det er Ledernes lokalafdeling København Nord, som står bag prisuddelingen, og det er tredje år i træk, at afdelingen kårer de bedste studerende på Den Grundlæggende Lederuddannelse.

- Vi uddeler prisen, fordi vi støtter, at ledere uddanner sig inden for ledelsesdisciplinen. Kompetenceudvikling er en vigtig investering, og med denne pris ønsker vi at sætte fokus på værdien af uddannelse, siger Karin Hammerum, formand for Ledernes lokalafdeling i København Nord. 

Hun er ikke i tvivl om, at uddannelse det seneste par år er blevet vigtigere for ledere – ikke mindst på grund af krisen.

- Der stilles større krav til, at man har en lederuddannelse. I en periode, hvor det har været svært at få et job, har det været vigtigt at få dokumentation for sine kvalifikationer. Men også fremover vil højtuddannet arbejdskraft blive efterspurgt, understreger Karin Hammerum.

Gennem hele foråret har kursuschef Annette Hjort fra Erhvervsakademiet på København Nord fulgt de cirka 80 studerende på Den Grundlæggende Lederuddannelse. Hun har blandt andet kigget efter de studerendes evne til at omsætte teori og praksis, at de viser teoriforståelse, og at de vælger et tema med kobling til deres hverdag.

- Den vindende gruppe har udmærket sig ved evnen til at integrere teori og praksis. Og det er netop hele pointen med uddannelse. Udbyttet bliver større, jo mere man formår at omsætte den teori, man får på skolebænken, til de situationer, man oplever i hverdagen, siger Annette Hjort.

En mere professionel leder

Vejen fra skolebænken til udbytte i hverdagen har også i praksis været meget kort, fortæller Majbritt Olsen og Serine Leth Larsen, der begge er en del af den vindende gruppe. Selvom Den Grundlæggende Lederuddannelse først netop er bestået, har de allerede gennem forløbet mærket effekten i det daglige arbejde som ledere.

- Virksomheden har fået en mere professionel leder frem i mig. Mit hold af medarbejdere har aldrig før kørt så godt, siger Majbritt Olsen.

- Jeg er blevet meget mere bevidst om, hvor forskellige mine medarbejdere er – og hvordan man bedre kan undgå små konflikter i hverdagen, fortsætter Serine Leth Larsen.

De er begge glade for at have haft holdet at sparre med. Det kan gruppens tredje medlem, Per Heinig, nikke genkendende til.

- Jeg synes, at det har været sjovt at lave opgaven, men også at gå her – blandt andet fordi vi har vidt forskellige baggrunde, siger Per Heinig.

De studerende fra vindergruppen har hver vundet et to-dages lederkursus med overskriften ”Ledelse med effektivitet”, der udbydes af Ledernes KompetenceCenter. Kurset har en værdi af 9.950 kroner.