Mød Team Danmark elever på Knord

Lucas Sidor (skisport), Victor Ilic Ladefoged (sejler) og Christina Thouber (golf)

Når man skal deltage i internationale stævner og utallige træningslejre, så ryger fraværsprocenten hurtigt i vejret. For Victor Ilic Ladefoged og Christina Thouberr, der dyrker henholdsvis sejlsport og golf på internationalt niveau var det vigtigt at finde en uddannelsestilbud, der var tilrettelagt på en sådan måde, at de fortsat kunne passe deres træning. Det fandt de hos K Nord, der er Team Danmark uddannelsespartner, hvilket betyder, at de får viden og sparring i forbindelse med udvikling af skolens tilbud til de talentfulde sportselever.

Victor Ilic Ladefoged bor i Hørsholm. Han har sejlet i knapt ni år og sejler i Kongelig Dansk Yachtklub (KDY)

Lige nu sejler han i den bådklasse, der hedder en 29eren, der ungdomsklassen af bådtypen 49eren, der vandt guld til Danmark ved OL i 2008. Han er en del af ungdomslandsholdet i sejlads og lige nu træner han især frem mod ungdoms VM og åbent VM til sommer.

”Der er en U19 besætning fra hvert land, som kan kvalificere sig til UVM. Derfor skal vi først kvalificere os for Danmark. Hvis vi kommer afsted og skal repræsentere Danmark, er vores mål at lave en top 8 placering,” siger Victor Ilic Ladefoged.

Om sommeren træner han fem-seks gange om ugen, men her om vinteren er det typisk kun i weekenderne han kommer på vandet, fordi han er afhængig af lyset.

”Team Danmark ordningen er helt afgørende, hvis man skal have det hele til at hænge sammen,” siger Victor Ilic Ladefoged, der går i 1.c.

Derfor var det også det, han gik efter, da han skulle vælge uddannelse. Men samtidig ville han også noget mere specialiseret end stx, så derfor faldt valget på handelsgymnasiet. Afstanden til gymnasiet var også en vigtig faktor.

På Team Danmark ordningen kan man få lov til at tage en eksamen på fire år i stedet for tre, men indtil videre satser Victor Ilic Ladefoged på at gøre det på tre år.

”Team Danmark ordningen åbner mulighed for, at man kan skyde nogle afleveringer, og man få godskrevet fravær, men det stiller også krav til, at man lytter ekstra godt efter, når man er der,” siger han.

I hans klasse er de kun to Team Danmark elever, og det synes han faktisk er meget rart, fordi hans klassekammerater står for noget stabilitet, når han selv er meget væk.

Man skal være på i timerne

Christina Thouber er på ungdomslandsholdet i golf. Hun går i 2. e. og bor i Hørsholm, hvor hun også har gået i skole.

Rent praktisk havde det været lettest for hende at vælge STX på Rungsted Gymnasium, der ligger lige ved siden og også er Team Danmark Gymnasium.

”Jeg vidste, at jeg ville læse HHX og Lyngby var det tilbud der lå tættest på, og så synes jeg, at det var et fedt sted med en høj faglighed,” siger hun.

Golf er meget tidskrævende særligt i sommerperioden, hvor Christina Thouber træner hver dag og spiller turneringer i weekenden.

”Det handler meget om at planlægge fra uge til uge. Men selv om jeg er meget væk, så regner jeg med, at gennemføre på tre år,” siger Christina Thouber, der blandt andet bruger transporttiden til og fra turneringer og træningslejre til at få lavet lektier.

Den 14. januar rejser hun med juniorlandsholdet i Abu Dhabi, og frem til påske kommer hun kun til at være i skole ni uger, fordi der både er træningslejre og studietur.

”I matematik kan det være ret svær at følge med, hvis man er meget væk, så der er mulighed for at få noget ekstraundervisning. Men generelt kræver det, at man er på i timerne. Når man er så meget væk, så skal man også virkelig være aktiv i de timer man så er der,” siger Christina Thouber.

Der er ingen tvivl om, at det kræver masser af selvdisciplin at være Team Danmark elev, og Christina og Victor er enige om, at man lærer at udnytte tiden effektivt. Men der er selvfølgelig også nogle sociale omkostninger.

Gymnasiefesterne er noget af det, der ofte ryger.

”Det er ikke populært hos landstræneren, hvis man drikker sig i hegnet. Og hvis man skal op klokken fem og spille en turnering, så nytter det ikke noget, at man har været ude hele natten, siger Christina Thouber.

For Victor Ilic Ladefoged handler det også om, at der står en makker og venter i havnen.

”Man forpligtiger sig på en anden måde, når man er et team,” siger han.