10. klasse EUX Business

For dig, der vil mere med din 10. klasse...

I 10. Klasse EUX Business kombinerer du en 10. klasse med 1. del af grundforløbet på EUX. Det betyder, at du både har 10. klasses fag, tre fag på C-niveau samt erhvervsfag. Da du både skal have almindelige 10. klasses fag og C–fag er tempoet højt fra første skoledag.

    Spar et halvt år af din uddannelse

    Hvis du efterfølgende starter på EUX Business, kan du gennemføre den på 1½ år i stedet for 2 år, da du allerede har 1. del af grundforløb 1 fra 10. klasse. Efter 10. Klasse EUX Business kan du selvfølgelig også vælge at starte på en af de øvrige ungdomsuddannelser.

    "Jeg har valgt Knord, fordi man kan kombinere 10. klasse med handelsskolens grundforløb 1. Det giver mig et forspring, når jeg skal starte på EUX Business"

    Emma, 10. klasse EUX Business

    Hvorfor vælge 10. klasse EUX Business?

    • Du får afklaret om handelsskolen eller handelsgymnasiet er det rigtige valg for dig
    • Du får et højere fagligt niveau med tre fag på C-niveau, hvilket svarer til startniveauet på gymnasiale uddannelser.
    • En del af undervisningen foregår som projektundervisning og tager udgangspunkt i erhvervslivet. 

    - Jeg valgte 10. klasse på Knord pga. fagene. Jeg ville gerne prøve noget nyt, og her får man fag som IT, salg og service og virksomhedsøkonomi.

    Jeg har været rigtig glad for lærerne og klassekammeraterne. Lærerne forstår én og sætter sig ind i den enkelte elev.

    Efter 10. klasse er jeg forsat med en EUX Business. Jeg synes, den lød rigtig spændende, fordi den giver flere muligheder, og fagene passer godt til mig. Når jeg er færdig med den første del, vil jeg i praktik for at få mere erfaring”.

    Melissa, EUX Business

    Fagene på 10. klasse EUX Business

    I løbet af året vil du få fag som Dansk C-niveau, Engelsk C-niveau, Samfundsfag C-niveau, Matematik samt Tysk eller valgfag. Desuden vil du komme til at arbejde med projekter som Obligatorisk Selvvalgt Opgave, Brobygning, erhvervspraktik samt deltage i en studietur. C-fagene er primært organiseret i spændende temaforløb som f.eks. Salg og markedsføring, Iværksætter, Samarbejde og ledelse, Erhvervsintroduktion samt Karriereforløb og arbejdsliv.

    Hverdagen som elev

    Som elev i 10. Klasse EUX Business får du en hverdag på skolen sammen med elever, der går på vores handelsskole og/eller handelsgymnasium. Du bliver en del af skolens aktive studiemiljø og kan deltage i f.eks. elevråd, festudvalg, lektiecafe, fodboldturneringer og meget andet. Skoleåret er desuden krydret med besøg ud af huset/besøg udefra samt en hyggelig studietur til en europæisk storby.

    Her kan du tage 10. klasse Business

    Klik på billedet for at læse mere om de forskellige Handelsskoler: 

    Hvad kan man bruge 10. klasse EUX Business til?

    10. klasse EUX Business giver adgang til de samme ungdomsuddannelser, som andre 10. klasser gør. Hvis du opfylder adgangskravene kan du læse videre på f.eks. EUD Business, EUX Business, HHX eller STX.

    - Jeg valgte 10. klasse, fordi jeg ikke var helt klar til HHX. Jeg var meget stille og havde behov for at starte på ny og komme ud af den rolle – viske tavlen ren. Jeg har udviklet mig meget og er blevet mere aktiv og byder ind nu. Jeg er blevet mere moden – og det er en fordel i forhold til, når jeg skal læse videre.

    10. klasse business har været meget relevant for mig – jeg kan godt lidt at arbejde med handel og markedsføring – og jeg har brugt 10. klasse til at blive klar til HHX.

    Jeg har hele tiden tænkt, at jeg godt ville fortsætte på HHX, og det fik jeg bekræftet gennem 10. klasse. 

    Mads, HHX